Corona gjorde meget for alle, på den ene eller anden måde. Egentlig var dette debatindlæg fra marts 2021 Mini Mottos begyndelse.
Mange unge går dette igennem. Som Coach har jeg især under Corona fået henvendelser fra unge piger der fortæller mig stort det samme på hver deres måde: De er følsomme og føler, at de er alene om alt, og ingen i deres familie forstår dem.
Hvis Corona har givet os noget, så er det tid. Tid til os selv, tid til at reflektere og mere tid med familien. I nogens tilfælde har det dog kunne føles som for meget tid for sig selv. Der er ikke meget til at forstyrre ens tanker eller noget til at holde en optaget fra at afvige fra de ubehagelige tanker man nogle gange kan gå med, som man ikke har bearbejdet. Det kan man diskutere om egentlig ikke er en positiv ting, at man får tid til at lytte til sig selv. Problemet kan dog i nogens tilfælde være, at man ikke har det rette support system.
Det der især nager de unge er, at de kan have oplevet noget traumatisk i deres helt unge alder som nu dukker op til overfladen. De kan ikke længere undertrykke de grimme hændelser, underbevidstheden har taget over. Det er i sig selv ikke et problem. Problemet ligger i, at de nu har forsøgt at tage en samtale med forældrene, men samtalen er blevet afvist da forældrene også døjer med så meget i netop denne tid. Det synes jeg ikke kan være rigtigt, at man ikke har overskuddet til at snakke med sit barn. Det er netop nu man skal tage sig tiden til at bygge et stærkere bånd til hinanden og lytte til hinanden. Børnene behøver ikke at være en ekstra byrde i denne svære tid, snakker man med børnene kan de faktisk også give forældrene den støtte eller det positive indslag de havde brug for. De er altså ikke en byrde.
De hændelser de unge har været ude for, er med til at gøre dem til dem de er i dag. Mange brikker kunne falde på plads hos forældrene til at skulle forstå deres børns adfærd eller væremåde. Hvorfor skulle man ikke ville lære sit barn mere at kende?
Den manglende support har øget deres lave selvværd, mistillid til andre mennesker og de føler sig nu som robotter af samfundet. Det resulterer samtidig i, at de nu har lært at håndtere alt indeni og ikke at udtrykke sig for meget, med mindre det virkelig nager. Resten af tiden har de lært at have poker ansigtet på. Mit spørgsmål er derfor: Hvorfor kan forældre ikke bare lytte til deres børn? Selvom det du bliver fortalt lyder fiktivt eller ekstremt, skal du huske at følge op på det, i det mindste. Sikre dig, at der ikke alligevel var noget om historien. Se om den unge fortæller nøjagtig den samme historie, hvis han/hun gør det, jamen så er der noget om sagen.
Jeg synes det er synd jeg får fortalt disse historier, om ofre for mobning eller misbrug, men bliver forsømte af forældrene. Jeg er godt klar over, at nogen unge gerne vil kæmpe deres egne kampe, men alle har brug for en hjælpende hånd på et eller andet tidspunkt.
Venligst mor og far, tal med dit barn. Sørg for at de er okay, før det er for sent.
Vi lever et travlt liv, men samtalerne med vores børn synes vi absolut skal prioriteres – det er hvad Mini Motto står for, og det er Mini Mottos mission; at udvikle diskrete redskaber der kan understøtte den åbne kommunikation i hjemmet.
